Strikdesigner og forfatter Lotte Rahbek har altid været drevet af at skabe, udvikle og samle tråde. Men det var rollen som mormor, der for alvor satte gang i passionen for strik. Det blev begyndelsen på virksomheden Apple of My Eye, et online univers med strikopskrifter – og på et forfatterskab, der nu udvides med NORMA – Strik inspireret af 1950’erne.

I dette portræt fortæller Lotte om vejen fra IT-branchen til strikdesign, om glæden ved at skabe og om processen bag hendes nye bog.


Et ønske om at skabe en helt særlig gave

Håndarbejde har altid været en del af Lotte Rahbeks liv. Gennem barndommen og ungdommen har hun strikket, hæklet og broderet, men det var først senere, at håndarbejdet for alvor fik en central plads i hendes liv.

”Det at skabe, udvikle og samle forskellige tråde har dog altid motiveret mig, også længe før strik blev en del af mit arbejdsliv.”

Lottes interesse for strik og design tog for alvor fart, da hun skulle være mormor for første gang. Hun ønskede at skabe en helt særlig gave til sit kommende barnebarn, og det ene strikkeprojekt tog det andet.

”Jeg begyndte med at strikke et babytæppe, så blev det til en lille cardigan, og pludselig kunne jeg ikke stoppe igen.”

Strikken udviklede sig hurtigt til en stor passion og et ønske om at lære mere. Lotte deltog i en række kurser inden for strik, teknikker og design, og med den øgede viden voksede også lysten til at dele glæden ved håndarbejdet med andre.

“Jeg fik samtidig lyst til at dele min glæde ved strik med andre, der også gerne ville skabe noget særligt til deres små øjesten. Det blev begyndelsen på min webshop, Apple of My Eye, og på arbejdet med mine egne strikkedesigns.”

Det blev samtidig begyndelsen på et forfatterskab, der i dag tæller tre strikkebøger: Du er min øjestenEt hav af masker og NORMA – Strik inspireret af 1950’erne.

Fik strikket sig en ny karriere sammen

Ser man på Lottes uddannelses- og arbejdsbaggrund, er strik ikke nødvendigvis det første, man forbinder med hende. Hun er cand.scient. inden for datalogi og informationspsykologi og har gennem sit tidligere arbejdsliv gjort karriere i IT-branchen, hvor hun blandt andet har arbejdet med forskellige IT-projekter på tværs af organisationer.

Karrieren førte på et tidspunkt Lotte og hendes familie til USA, hvor de boede i tre år. Rejser og nye oplevelser fylder fortsat meget i hendes liv, og strikketøjet følger naturligvis med.

”Jeg elsker at rejse og opleve nye steder sammen med familie og venner, og strikketøjet er selvfølgelig altid med. Ofte fylder strikkeprojekterne næsten halvdelen af kufferten, selvom jeg aldrig når at strikke det hele.”

Lottes arbejdsliv har altså bevæget sig fra et digitalt til et mere analogt felt. Men selvom hun i dag kan arbejde med sin store passion, understreger hun, at strikdesign også er et arbejde.

”At kunne arbejde med min passion for strik er selvfølgelig fantastisk, men ligesom med alt andet er det også et arbejde.”

Det er dog ikke kun selve strikken, der driver Lotte. Hun fremhæver også det fællesskab, der opstår omkring håndarbejdet.

”Man samles om en fælles passion og har næsten sit eget strikkesprog. Møder man en anden strikker, opstår der meget ofte en samtale helt af sig selv. Man kan have vidt forskellige baggrunde, men passionen for strik skaber med det samme et fælles sprog og noget at tale om.”

For Lotte er det netop mødet med andre og selve vejen fra idé til færdigt design, der gør arbejdet spændende: ”For mig er det især rejsen og processen, der er spændende. Det er dialogen og samarbejdet med andre, der giver værdi.” Den tilgang spiller en central rolle i arbejdet med hendes nyeste bog, NORMA – Strik inspireret af 1950’erne.

"Jeg kunne næsten ikke holde op med at finde inspiration"

Bag tilblivelsen af en strikkebog ligger en lang udviklingsproces, og NORMA havde faktisk et andet udgangspunkt end det færdige resultat.

Lotte og Bogoo havde oprindeligt planer om en udgivelse med rockabilly som tema. Men da Lotte begyndte at researche perioden, voksede projektet. I stedet blev det til en bredere fortælling om 1950’ernes storbyliv.

Samtidig blev hun mere og mere optaget af de historiske billeder, periodens farver og mønstre og ikke mindst menneskene og det liv, de levede: ”Jeg kunne næsten ikke holde op med at finde inspiration.”

Inspirationen findes også uden for arbejdet. Lotte holder meget af at vandre og være ude i naturen, og hun har blandt andet gået Caminoen i Spanien og vandret mange steder i Danmark: ”Det giver plads til tanker og nye idéer, og jeg finder ofte inspiration i farver, former og stemninger undervejs.”

At designe strik er en proces

Når Lotte udvikler et nyt design, begynder arbejdet blandt andet med moodboards, hvor billeder, farver og idéer samles.

”Når jeg arbejder med et nyt design, laver jeg et moodboard, hvor jeg samler billeder og idéer omkring den model, jeg vil skabe. Jeg sammenholder de historiske billeder og mønstre med moden i dag og ser på, hvordan 1950’ernes farver kan bruges og kombineres i et nutidigt udtryk.”

I arbejdet med NORMA har Lotte blandt andet eksperimenteret med strukturmønstre og jacquard. De forskellige strikketeknikker er med til at fortolke inspirationen fra perioden på forskellige måder, samtidig med at designene får et moderne udtryk.

Billederne spiller også en vigtig rolle. I bogen står historiske fotografier fra 1950’erne side om side med billeder taget i dag. Det er med til at skabe forbindelsen mellem dengang og nu.

”Jeg ønskede også, at bogen skulle være levende og vise strikken dér, hvor livet leves: på café, på gaden, når børnene bliver hentet, og når mennesker mødes. Jeg vil gerne have, at man næsten føler, at man kan træde ind i billederne, og at situationerne opleves levende og genkendelige. På den måde mødes inspirationen fra 1950’erne med storbylivet i dag.”


NORMA – Strik inspireret af 1950'erne

Om bogen:
NORMA – Strik inspireret af 1950’erne
Af Lotte Rahbek
Udgivet den 28. august 2026 ved Bogoo
300 sider
Normalpris: 349,95 kr.
Medlemspris: 209,97 kr.

NORMA tager udgangspunkt i mønstre og design fra trøjer, bluser og nederdele, som blev båret i storbyen i en tid, hvor håndstrik var en naturlig del af garderoben. Bogen er inspireret af 1950’ernes farver, mønstre og modeunivers – blandt andet filmens ikoner og den amerikanske rockabilly-kultur, som fik stor betydning for tidens ungdom.

Historiske fotografier danner udgangspunkt for bogens mønstre, farver og designs, som efterfølgende er fortolket i et nutidigt udtryk.

Bogen indeholder opskrifter på trøjer, sweatre og tilbehør til både voksne og børn – på tværs af køn og alder. Opskrifterne er overskuelige og henvender sig både til begyndere og øvede, samtidig med at der er plads til at lege med farver, garn og egne fortolkninger.


Et sort/hvid-fotografi blev startskuddet til NORMA

Det var Lottes redaktør, der kom med idéen til titlen NORMA – Strik inspireret af 1950’erne. Lotte greb den med det samme.

”Inspirationen til navnet stammer fra et historisk fotografi fra 1950’erne af en model, som næsten kunne være trådt ud af en Marilyn Monroe-film. Hun bærer en smuk, hvid og stilren striksweater, og netop fotografiet og sweateren blev et af startskuddene til NORMA.”

Fotografiet er også med i bogen og bliver dermed en del af den fortælling, som har været med til at forme hele projektet.

En bog, der skal leve videre

Lotte håber, at læserne vil tage godt imod NORMA, men først og fremmest håber hun, at bogen kan blive ved med at inspirere.

”Jeg håber først og fremmest, at læserne bliver inspireret og får lyst til at vende tilbage til bogen igen og igen. Både for at nyde de historiske billeder og se, hvordan inspirationen fra 1950’erne kan få et nutidigt udtryk.”

Hun håber samtidig, at læserne får lyst til at eksperimentere:

”Jeg håber også, at opskrifterne opleves som levende og giver lyst til at lege med farver, garn og forskellige udtryk. Og så håber jeg, at designene bliver brugt og strikket på tværs af generationer.”

Fra det første babytæppe til NORMA har strikken ført Lotte Rahbek ind i en ny karriere og et nyt fællesskab. Det handler om at skabe noget med hænderne, men i lige så høj grad om processen, inspirationen og glæden ved at dele det færdige resultat med andre.


Mere om Lotte Rahbek

Vil du vide mere om Lotte Rahbek og hendes strikkeunivers, kan du finde Apple of My Eye på Instagram, Facebook og appleofmyeye.dk

Kreaklubbens bøger

Kreaklubben

En fordelsklub for folk der elsker at være kreative. Som medlem af Kreaklubben vil du altid få gode rabatter på alle vores varer.

Kontakt

Kreaklubben
Hveensgade 1, 3
8000 Aarhus C
kontakt@kreaklubben.dk

CVR: 40227059

Sikker betaling og fragt
Visa Mastercard MobilePay
Dao GLS PostNord