En kærlighedserklæring, der kickstarter kreativiteten

Med et smil på ansigtet og “Hønsestrik – en kærlighedserklæring” i hænderne har jeg allerede før jeg har fundet pindene frem brugt timer på at udtænke farverige designs. Tekstilkunstneren Anna Bauer har skabt en bog, som på en gang er nostalgisk og original, og den er inspirerende i sjælden grad.


Bogen indeholder 12 flotte færdige designs til vanter, huer, ponchoer, sweatre og veste. Men det, der øger værdien og gør den til et lille skatkammer er oplægget til selv at finde på.

“Hønsestrik – en kærlighedserklæring” har 40 siders mønsterbibliotek. Nogle mønstre er sjove, andre smukke – mange begge dele. Her er smukke, abstrakte ornamenter, og her er mange gode, gamle kendinge som fredstegn, blomster, hjerter, elefanter og et alfabet. Men Anna Bauer har rystet ide-posen og lavet flere mønstre med lidt ekstra kant, som jeg i hvert fald ikke har set før: Biller, sikkerhedsnåle og kaktus for eksempel.

Mønstrene er overskueligt ordnet efter størrelse, og opskrifterne på de færdige designs lægger op til at vælge sine egne. Der er anvisninger på, hvilken størrelse mønsterrapport, de enkelte borter skal have, hvis det skal gå op, og det gør det overskueligt at kaste sig ud i.

“Hønsestrik – en kærlighedserklæring” rummer også velskrevne og letforståelige teknikafsnit om for eksempel farvevalg, lommer og hæftning af ender.
Det er en af den slags bøger, som gør mig trist over, at livet er så kort eller at jeg i det mindste ikke har flere timer at strikke i.