Garngigant har næsten fordoblet omsætningen under krisen

Hobbii har åbnet sin butik i Tarup ved Odense uden at melde datoen ud på forhånd, så der ikke opstod lange køer og stor smitterisiko.

Hobbii måtte aflyse butiksåbning, men samtidig er onlinesalget eksploderet.


Der var mere end 5000 tilmeldinger til den ugelange åbningsfest, da Hobbii på grund af coronakrisen måtte udskyde åbningen af sin tredje fysiske garnbutik i Tarup Center i Odense.

Men det blev ikke nødvendigt at sende de ansatte hjem. Der var mere end rigeligt arbejde til dem i kundeservice, fortæller marketingschef Morten Spliid.

– Vi har nærmest fordoblet omsætningen, siger han.

De fysiske butikker i Roskilde og Aalborg gik lidt ned i omsætning, da gågaden i Roskilde blev mindre myldrende og storcenteret i Aalborg, som er Hobbiis nabo, lukkede. Men onlinesalget steg globalt. Hobbii har 11 domæner på ti forskellige sprog og sælger blandt andet varer i USA, Canada, Australien og en række europæiske lande.

– Så vi har ansat 65 nye medarbejdere, fortæller Morten Spliid.

Da storcentrene fik lov at genåbne, åbnede butikken i Tarup omsider.

– Men det blev uden udsalg og køtilbud for ikke at risikere at samle for mange mennesker, fortælle Morten Spliid.

Erfaringen fra Aalborg viser, at åbningen kunne have skabt en umådeligt lang smittekæde. Der kom 2000 kunder på åbningsdagen, da butikken i Aalborg åbnede i februar.

– Men butikken i Tarup klarer sig alligevel rigtig pænt, siger Morten Spliid, som håber at kunne holde forsinket åbningsfest, når det forhåbentlig bliver mere forsvarligt senere på året.
Hobbii er langtfra den eneste garnbutik, som har oplevet fremgang under krisen. Mindst syv lokalaviser og tv-stationer har fortalt om garnbutikker, der oplever fremgang.

– Jeg tror, vi er et mentalt apotek, siger indehaveren af Uldfisken i Randers, Nanna Exner til Randers Amts Avis, som hun også fortæller, at hun tror, det for strikkere er værre at løbe tør for garn end for mælk og toiletpapir,