Udfordrende inspiration for de genbrugs-glade

Den smukke sweater på forsiden får følgeskab af mange fine, inspirerende opskrifter inde i bogen.

Warunee Bolstad har skabt en smuk bog om moderne broderi på tøj og strik.


“Moderne broderi på strik og tøj” af Warunee Bolstad udløste et gisp fra min 16-årige datter, der som mange unge er optaget af genbrug og kan lide tanken om at sætte sit personlige, unikke præg på tøjet. Skal man tro hendes reaktion, er ordet ”moderne” en præcis beskrivelse, og kapitlet om broderi på tøj fik hendes straks til at se muligheder i gamle, kedelige t-shirts og falmede cowboybukser.

For mig, som foretrækker at strikke, er der især inspiration at hente i kapitlet om broderi på strik. Her er opskrifter på enkle strikketrøjer med smukke broderier. Her er også mindre projekter som et hårbånd og en halsedisse, som virker lidt mere overkommeligt for en broderi-nybegynder som mig.

Min mere erfarne veninde, som har millioner af broderisting bag sig, blev også inspireret af bogens billeder, og hun fandt mønstrene enkle og interessante på samme tid.

Bogens mønsterafsnit rummer både helt enkle mønstre som hjerter i ren fladesyning og mere komplicerede som en blomsterbuket med fem forskellige broderiteknikker.

Det ser udfordrende men ikke uoverkommeligt ud, og bogen har instruktioner med mange fotos af de enkelte teknikker.

Jeg har nu lovet min datter at investere i broderiramme, kalkerpapir, broderigarn og hvad hun ellers måtte få brug for fra bogens udstyrsliste, så hun kan komme i gang med at pynte genbrugsfundene, og jeg skal kan få en ekstra dimension på mit strikketøj.