Camilla Damsbo Brix er kunstner, underviser og forfatter. Hun har siden 2022 udgivet tre bestsellers på engelsk om at tegne og male blomster og dyreliv med tusch og akvarel, og nu er hendes første bog til de danske læsere klar. Tusch & akvarel i haven er netop udkommet på forlaget Bogoo den 14. oktober 2025.
Fra bibliotekar til forfatter
Camilla Damsbo Brix er uddannet bibliotekar og har altid haft en hemmelig drøm om at have sine egne bøger på hylderne. Da hun blev kontaktet af et forlag efter at have startet sin egen virksomhed hvor hun deler sin kunst og tilbyder kurser, var det derfor en let beslutning at sige ja.
Camillas virksomhed fik sin begyndelse efter en sygemelding med stress i 2016, hvor hun genfandt sin hobby og tog det mere seriøst. Under coronapandemien begyndte hun at tilbyde kurser, først for sjov, men interessen voksede, og det udviklede sig hurtigt til et reelt arbejde.
Camilla mindes, hvordan hendes interesse for det kreative blev vakt, da hun som barn lærte at male med akvarel ved sin gudmors lille køkkenbord i Næstved: ”Siden da er jeg altid kommet tilbage til akvarel efter at have taget uddannelser eller flirtet med andre kreative ting.”
I dag har Camilla udgivet tre bøger og inspireret over 76.000 følgere på Instagram, mens mere end 26.000 abonnenter på YouTube følger med i hendes guides, tips og alt andet relateret til akvarel.
Kreativitet som frirum og inspiration fra haven
Som tidligere stressramt har tilstedeværelsen af kreative projekter en meget stor betydning for Camilla. Det fungerer som et frirum, hun ikke finder andre steder: ”Akvarellen gør, at jeg bliver nødt at slippe kontrollen og bare lade vandet gøre arbejdet. Det er meditativt og giver mig små pauser, der giver mere overskud til familie og at køre en forretning”, fortæller Camilla.
At motiverne i Camillas kunst som regel er inspireret af blomster, naturen og havens dyreliv, er ikke helt tilfældigt. Hun har nemlig også en forkærlighed for havearbejde: ”Jeg bruger meget tid i haven på at udtænke nye bede og finde frem til nye blomster, jeg skal plante – og senere male, selvfølgelig”, siger Camilla smilende og fortæller, at hun også for nylig har kastet sin kærlighed på akrylmaling og dermed har opdaget, at et nyt kreativt univers har åbnet sig for hende: ”Jeg har blandt andet fundet ud af, at akrylmaling er skønt at bruge til upcycling af loppefund og til at tegne på vinduer!”
Tusch & Akvarel i haven
Om bogen:
Tusch & akvarel i haven
Af Camilla Damsbo Brix
Udgivet den 14. oktober 2025 på forlaget Bogoo
191 sider
Normalpris: 229,95 kr.
Medlemspris: 137,97 kr.
Med Tusch & akvarel i haven får du 22 smukke projekter, der fører dig gennem en botanisk verden fyldt med liv. Fra farverige fugle som spætter, ravne og rødhalse til summende insekter som humlebier, sommerfugle og mariehøns – her er masser af motiver, som du straks kan gå i gang med.
Bogen kombinerer den præcise tuschtegning med den løse og organiske akvarel og giver både begyndere og mere erfarne mulighed for at udforske begge teknikker. Hvert projekt er opbygget som en trin for trin-vejledning, hvor du lærer en ny teknik, samtidig med at du får mulighed for at udvikle din egen stil. Bogen indeholder desuden øvelser, der opfordrer til at omfavne det uperfekte og fokusere på den kreative proces frem for en stræben efter perfektion. Hver side åbner dørene til nye kreative muligheder – perfekt til at skabe noget smukt til dit hjem eller give videre som en personlig gave.
Fællesskabet i kunsten
Camilla Damsbo Brix har efterhånden beskæftiget sig med akvarelmaling i mange år, og et af hendes bedste minder er uden tvivl stadig dengang, hun sad ved sin gudmors køkkenbord og malede og oplevede, hvordan muligheder pludselig udfoldede sig foran hende. I sit voksenliv har kærligheden til akvarel dog også åbnet for et fantastisk fællesskab: ”Jeg har også elsket de mange gange jeg har været live på Instagram og malet sammen med tusindvis af mennesker fra hele verden. Det er altså noget helt særligt at sige godmorgen til en i Finland, en i Australien, USA og Indien for så bagefter at sidde og male den samme blomst,” mindes Camilla.
Opdag det sanselige og legende
Som altid spørger vi forfatterne, hvilket råd de har til nybegyndere indenfor deres fag eller dem, som søger ny inspiration, og her peger Camilla på at gøre det helt simpelt: ”Hvis du er overvældet af akvarellen, så giv dig i kast med bare at male streger, cirkler, firkanter. Bare nyd at se hvordan farverne agerer i vandet. Det tager det farlige ud og gør det her helt særlige medie meget sanseligt og legende.”
Mere om Camilla Damsbo Brix
Vil du vide mere om Camilla og udforske hendes univers af blomster, dyr og akvarelmaling,
kan du finde hende og læse meget mere her:



















