Puk Hyllested er forfatteren bag bogen Journaling – Skriv, skab og bliv glad!, der netop er udkommet ved forlaget Bogoo. For Puk har kreativitet og håndarbejde altid haft en stor betydning, og hun har brugt journaling til at bearbejde indtryk og gemme gode minder for eftertiden.
Puk har arbejdet med journaling i mere end 10 år, både personligt og professionelt. Ved siden af sit arbejde med den nye bog driver hun også virksomheden Lær med hjertet, hvor hun tilbyder individuelle mentorforløb, foredrag, gruppeforløb og workshops, der alt sammen sætter fokus på at øge dit mentale velvære. Puk har også en uddannelse i mindfulness og er certificeret i craft-psykologi, hvilket skaber grundlaget for hendes tilgang til kreativitet og håndarbejde som både en kunstform og et værktøj til personlig udvikling.
Hvad er journaling?
Journaling (udtales som på engelsk) er mere end blot at skrive dagbog. En journal giver nemlig mulighed for at arbejde med nysgerrighed, kreativitet, flow, selvudvikling og gode minder. Journaling indeholder tre hovedelementer: skriveøvelser, positive følelser og den visuelle dagbog, der er ofte lavet ud fra temaer som taknemmelighed, inspiration, kærlighed og glæde. Man kan også lave journals med forskellige temaer, f.eks. en strikkejournal, havejournal eller en rejsejournal.
”Det kreative bevarer nysgerrigheden i livet”
Kreativitet og håndarbejde har altid fyldt meget hos Puk Hyllested, der siden hun var barn har tegnet, syet, lavet smykker, strikket, hæklet, broderet og lavet ting i træ: ”For mig er det kreative en måde, hvorpå jeg bevarer nysgerrigheden i mit liv. At skabe med mine hænder er lige så vigtigt som at trække vejret dybt ned i maven – beroligende og livgivende,” fortæller Puk, der bruger håndarbejde til at tage nogle pauser i løbet af hverdagen, men også som en del af sit arbejde efter hun startede virksomheden Lær med hjertet for fem år siden. Virksomheden tilbyder blandt andet undervisning på kurser og højskoler, samt forløb for kommuner og skoler med henblik på at fremme trivsel og mental sundhed.
Idéen om at starte sin egen virksomhed er noget, Puk Hyllested flere gange har overvejet. Startskuddet kom blandt andet af ønsket om at være sin egen chef og en personlighedstest, der resulterede i en profil der bare skreg, at Puk skulle være selvstændig. Men selvfølgelig har det personlige og mentale også haft stor betydning: ”Jeg har været stresset ad flere omgange, og sidste gang jeg var virkelig stresset, påbegyndte jeg en uddannelse til mindfulnessinstruktør. I løbet af den treårige uddannelse begyndte jeg at lytte mere til mig selv og mit hjerte, og når man først har lyttet, er man også nødt til at handle,” fortæller Puk.
Rejsen med journaling
Tilløbet til journaling som udtryksform kom til Puk i 2013 under et besøg hos en penneveninde i Amsterdam: ”Jeg ville gerne huske alle de museer og butikker vi så, og jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at møde min veninde og hendes familie. Jeg syntes, det var sjovt at dekorere siderne med små tegninger, billetter og fortællinger fra turen.” Og siden da er det blevet til mange flere journals, som bruges til at bearbejde indtryk og gemme gode minder for eftertiden.
Der er efterhånden mange minder med journaling, men der er dog ét, som træder tydeligt frem, fra en tur til London, hvor Puk var alene afsted for at deltage i en broderiworkshop: ”Der fandt jeg en hyggelig café og sad udenfor med min kaffe og lavede nogle sider i min journal. Der var mange nysgerrige blikke og smil, da jeg sad der med saks og limstift på en fortovscafé!” fortæller Puk, og understreger, at journaling netop kan frembringe taknemmelighed til selv de helt små ting.
Det var netop hendes egne taknemmelighedsjournals, der gav Puk lyst til at skrive en bog om emnet. De har haft stor positiv betydning for hende, både hvad angår stress, vinterdepression og nære relationer, og den glæde vil hun netop gerne dele med andre: ”Journaling kan blandt andet bruges til at komme i kontakt med taknemmelighed og andre positive følelser, og jeg vil så gerne gøre den viden tilgængelig for andre.”
Journaling – Skriv, skab og bliv glad!
Om bogen:
Journaling – Skriv, skab og bliv glad! af Puk Hyllested
Udgivet den 17.05.2025 på forlaget Bogoo
181 sider
Normalpris: 299,95 kr.
Medlemspris: 179,97 kr.
I Journaling – Skriv, skab og bliv glad! får du konkrete idéer til, hvordan du kommer i gang med at skabe smukke collager, og hvordan du kan bruge din journal som et rum for fordybelse, afstresning og personlig udvikling.
Du får en grundig introduktion til journaling og inspiration til at skabe din egen visuelle dagbog – uanset om du er nybegynder eller allerede har lavet collage og dagbøger før. Journaling kræver ikke særlige færdigheder, for at du kan komme i gang. Med få midler kan du lave dig en kasse med de nødvendige materialer og være i gang samme eftermiddag. Snart vil du mærke glæden og kreativiteten boble i dig, når du skaber noget!

Find inspiration i Journaling
Vi har selvfølgelig spurgt Puk om et råd til dem, der gerne vil i gang med journaling og dem, der mangler ny inspiration, og her er rådet helt enkelt: ”Køb min bog! Så enkelt er det! Det er netop derfor, jeg har skrevet den, og ellers deler jeg masser af inspiration på Instagram,” fortæller Puk. Bogen giver nemlig tips til at komme i gang med journaling med ganske få midler, og Puk viser både sine egne inspirerende journals frem og fortæller lidt om, hvordan journaling kan blive et kreativt pusterum i en travl hverdag.
Mere om Puk Hyllested og journaling
Er du interesseret i at vide mere om Puk Hyllested, journaling og virksomheden Lær med hjertet, kan du finde meget mere på instagram-profilen @pukhyllested og hjemmesiden laermedhjertet.nu.




















